|
CyklenDu behøver ikke købe dig fattig i dyre cykler med mange gear, specialsyede tasker, svedabsorberende tøj osv. for at tage på en cykelferie eller cykeltur. Hvis din cykel fungerer til daglig, vil den sandsynligvis også kunne klare en cykelferie på Sydfyn.
Få lavet et servicetjek hos cykelsmeden Vi anbefaler, at du inden ferien lader en cykelsmed gennemgå din cykel, tjekke bremser, foretage et dæktjek, opstramme egerne og smøre og stramme kæden. Så er cyklen parat til at klare belastningen fra den ekstra bagage og de mange kilometer på vejene. Køb ikke ny cykel lige inden ferien - du skal have tid til at vænne dig til cyklen, inden de lange ture med bagage.
Hvad hvis du punkterer? Det kan jo hænde, at du punkterer, mens du er afsted. Til det formål har vi lavet en lappevejledning, som du kan printe og tage med på turen.
Hvilken type cykel skal du vælge? De ti temaruter som du kan se på cykelkortet går overvejende på små asfalterede veje, hvor de fleste typer af cykler er velegnede. Det kan dog være lidt tungt at cykle langt på asfalt på en mountainbike. Temaruterne indeholder også strækninger på faste grusveje og skovveje. Her er en cykel med lidt bredere dæk bedst. De fleste cykeltyper er dog velegnede uanset vejbelægning og terræn. Generelt er det bedste råd, at du tager den cykel med på ferie, som du er vant til at cykle på. Så er du sikker på at sidde behageligt og undgå ondt i knæ og bagdel. Vil du vide mere om grej, typer af cykler, dæk, gear og styr til din cykelferie, har Dansk CyklistForbund samlet en række gode råd.
|







