|

Printvenlig version 
Lappevejledning
Det er ikke altid, at din cykel punkterer lige udenfor en cykelsmed. Derfor er denne vejledning til, hvordan du på 15 minutter selv kan lappe din cykel – lige til at printe og tage med på turen.
Lapning forudsætter det rigtige grej, så husk at pakke en lappegrejsæske, som kan købes ved alle cykelhandlere og i de fleste supermarkeder.
Få slangen af dækket
Du behøver ikke afmontere hjulet for at lappe slangen. Skru ventilen og den lille omløber af. Når luften er ude af slangen, skal dækket af. Dette trin er den sværeste del af lappe-processen, hvis du ikke har prøvet det før.
Du skal bruge 2-3 dækjern. Du klemmer det første dækjern ind mellem dækket og fælgen og vipper det ned, så det låses fast på en af egerne. Det næste dækjern placerer du på samme måde 15-20 cm fra det første. Normalt kan du nøjes med to dækjern, men ved meget stramme dæk, kan du få brug for det tredje, som du sætter fast på samme måde som de to første.
Når det sidste dækjern har fået fat, er du ikke i tvivl. Så kan den ene side af dækket nemlig nemt skubbes af. Træk slangen ud. Bemærk, at det er vigtigt, at dækket bliver på sin plads i forhold til fælgen.
Find hullet
Nu skal hullet findes. Sæt ventilen og omløberen på plads igen på slangen. Pump luft i dækket. Hold slangen helt op til ansigtet, så kan du høre, hvor luften suser ud af hullet eller mærke luftstrømmen på den følsomme hud på din overlæbe.
Virker det ikke, skal du have fat i en beholder med vand. Når du kører slangen gennem vandet, kan du se, hvor luftboblerne kommer ud af hullet.
Viser det sig, at hullet er omkring ventilen, eller at det er selve ventilen, som er utæt, så skal du have fat i en ny slange. Den koster 40 – 100 kr. og kan købes ved cykelhandlere og i større supermarkeder.
Lap slangen
Når hullet er fundet, lukker du luften ud af slangen igen. For at få lappen til at sidde bedre fast, sliber du let med slibepapir omkring hullet. Smør limen på og lad den tørre i et par minutter. Sæt derefter lappen på og gnid godt, så den sidder helt fast.
Lad det hele tørre og pump luft i slangen igen for at teste, om hullet er lappet.
Sæt slangen på igen
Så skal slangen på dækket igen. Luk det meste af luften ud af slangen. Stik ventilen gennem fælgens ventilhul og skru den lille omløber på, inden selve ventilen skrues i. Pump lidt luft i slangen, så er den lettere at få på plads. Læg forsigtigt slangen tilbage i fælgen.
Inden du trykker slangen ind der, hvor lappen sidder, føler du på indersiden af dækket. Så er du sikker på at få fat i den skarpe genstand, der punkterede slangen, hvis den stadig er der. Det er derfor, det er vigtigt, at dækkets placering er den samme i forhold til fælgen som da, du afmonterede den ene side af dækket med dækjernene.
Når slangen ligger rigtigt i fælgen skal dækket krænges tilbage på plads. Det skal du gøre med hænderne. Begynd ved ventilen. Klem dækket ind på midten af fælgen og vip det derefter op over fælgkanten på hver side af ventilen. Gør det hele vejen rundt. Det sidste stykke kan godt give lidt besvær. Der kan du vælge at bruge et dækjern. Vær forsigtig, så du ikke laver et nyt hul i slangen med dækjernet.
Det allersidste
Stram møtrikken på ventilen og pump luft i slangen. Inden du pumper det helt hårdt, snurrer du dækket rundt og slår let til det med pumpen. På den måde undgår du, at slangen laver folder. Til sidste pumper du dækket helt op, og så skulle din cykel være køreklar igen.
|